Brændte det friske løv virkeligt? Stenene og træernes sange. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Og en anden dag: Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Som at læse glemte aviser. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Lyskrydset.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Kan jeg være i dette landskab?

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Stjernekontinent. I bussen skrev jeg en sms til dig. Kan jeg skrive sådan? Et brev.

Sandet. Jeg er på den anden side af havet.

Har vi de samme øjne? På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Når du ringer, hører jeg det ikke. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg kunne mærke dit hjerte. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! Der lå figner på jorden.

Jeg sad alene i solen.