Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Kan jeg skrive sådan?

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Sætningerne er et hav. I natten, en fjern stemme, søvn.

For hvert lag af betydning i stenene. Det ,der hænger. Men mit sprog er ikke fjendtligt. At dette andet. Et brev.

Der var noget som. Jeg skriver dagen igang, stille. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Noter. Beskrivelser. Sådan her.

Landet smuldrer, smuldrer. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden.

De bløde bakker udenfor byen. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Rundt på tingene. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Jeg tegnede din hud på alting. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.