millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Var der virkelig ild et sted? I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Det her er ingen leg.

Som at læse glemte aviser. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Afsavn. Udsagn. Sandet. Om andre byer, andre verdener. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. For hvert lag af betydning i stenene. Stod imod, men skrev: intet. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

For hvert lag af betydning i stenene. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg læste dine linjer Kan jeg skrive sådan? Afsavn. Udsagn. Jeg skrev mig vild i de dage. Muren omkring ordene.

Om andre byer, andre verdener.