Jeg læste i aviser, i glemslen. Regnvejrsmeteor.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Sådan her. Jeg har dig. I mørket, diamanter, dine øjne. Lysene lyste. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene.

Dette hurtige blik imod vandet. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Et genert rum, et intimt rum.

Skoven forvandler sig til lysning og vand. Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Og en anden nat:

Bøgerne tegnede deres egen retning. Sætningerne er et hav.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Var der virkelig ild et sted? At tale var blevet uoverskueligt. Der var intet som skulle glemmes. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Var jeg?Var jeg? Var jeg? Var jeg? Var jeg? Som nu i morges: I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Din kjole går op i øst og ned i vest. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.