Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Farvede lidt sort i din ørken. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

En uro i kroppen. Ikke var muligt at komme derind. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Sådan noget. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Som at lade tungen føle, slynge, smage. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Stjernekontinent. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Og vi vågnede. Altid er det dette langsomme blik. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Asfalt. Ubeslutsomhed. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Dagene. Ugerne. Vennerne.

Den afklarede himmel. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Den sindssyge himmel. At tale var blevet uoverskueligt.

Intimiteten i skriften. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Nu skriver jeg igen på det stille. Kalken.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Diamantafkast.

De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden.

Nordlysets sitren i din stemme. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Regnvejrsmeteor. Sådan er det. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.

Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Ikke var muligt at komme derud.Ikke var muligt at komme derud. Ikke var muligt at komme derud. Ikke var muligt at komme derud. Ikke var muligt at komme derud.