Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Og vi vågnede. Altid er det dette langsomme blik. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.