Jeg skriver dagen igang, stille.Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille. Vi har travlt. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Det dybeste af alt er huden.

Ikke var muligt at komme derind. Ord. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Bordet vipper.

Den sindssyge himmel.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Trak jeg de yderste?Trak jeg de yderste? Trak jeg de yderste? Trak jeg de yderste? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken.

Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Vi bliver verden. Giver det mening? Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Kan jeg være i dette landskab?Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Afsavn. Udsagn. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

I den første nat så jeg kun det matte mørke. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Stjernekontinent. I bussen til dig. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Sådan svarede du.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Kan jeg skrive sådan? Ordene, små toppe af skum.

Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Jeg er på den anden side af havet. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo.

Hvem var det, der skrev: Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sådan?

Vi, gamle tanker om stilheden. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Stationsbygningen, samtalerne derinde. Om overfladen.Om overfladen. Om overfladen.