Jeg var i din krop, og du?Jeg var i din krop, og du? Jeg var i din krop, og du? Jeg var i din krop, og du? Rifterne. Det var før du. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Vi er det sarte, de stille.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Mening? Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Jeg var nøgen i de dage. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Sort. Skoven forvandler sig til lysning og vand. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Det tøj er min krop på min krop.

Kalken. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Kan jeg smile i dine sætninger? Øjne af regn fra det travle. Stenene og træernes sange. Jeg ved vi forsvandt. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Jeg tror, du havde glemt den der. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

Som at skrive i nye aviser. Grå. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Taster en sætning i mørket, i lyset. Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Et genert rum, et intimt rum.

Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Bag diamanterne. Skoven forvandler sig til lysning og vand. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg er på den anden side af havet. Bøgerne tegnede deres egen retning. Et wack rum, et rum for stars. Skovene.

Vi har de samme øjne. Bøgerne varslede en kommende tid. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Lå vi.

Og dén himmel; det var en sindssyg nat.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Bøgerne var de eneste. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Kan jeg skrive sådan? Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. På en mur. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.