Har vi de samme øjne? Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. På et stort stykke hvidt. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Det handler om. Her er dagen allerede langt foran mig.

Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow! Din kjole går op i øst og ned i vest.

De matte hemmeligheder inde i træet. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! Det er bare.Det er bare. Det er bare. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.

Under den blå, blå himmel. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Intimiteten i skriften Bagefter sad jeg i timer og læste. Det er bare. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Bordet vipper.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Sætningerne er sarte kredsløb. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Dagene. Ugerne. Et udadvendt rum, et favnende rum. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Blå øjne mod den milde himmel. Blå. Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Dine diamanter lyser i min mund. For hvert lag af betydning i stenene. Tågen i skovene i udsigten. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Jeg skriver dagen igang, stille. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Et brev. Ok, svarede du. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Farvede ordene milde.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Landet smuldrer, smuldrer. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Træk sletterne helt ned til klipperne. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Det var ikke markerne jeg kom fra. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Der var noget som gled med videre.