Hvor længe havde du drevet i vinden? Farvede et sår i dit første ord.

Sandet. Det her er en leg. Var der virkelig ild et sted?

Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Meningsfulde dage med noter, betragtninger. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Der falder binære sansninger ud af min mund. Ord. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Ikke glemme. Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. En uro i kroppen. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl.

På et stort stykke hvidt papir.

Jeg hviskede ind i din drøm. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Det var før du kunne forsvinde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Om andre byer, andre verdener. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Blå. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. For hvert lag af betydning i klipperne.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. En regning. Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Du siger noget om solen. Hvad skal vi stille op med den blide himmel?

Bag træerne. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Som nu i morges: På en rude. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

Ikke søge ly. Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg sejler: alting sejler! Du kan være i dette landskab. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt.