Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker.Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. At lytte gav ikke længere mening. Kan jeg skrive sådan? Ordene, syrlige rifter af blod. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg ikke dig. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. At forvandle dette rum til et andet. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg, ikke dig.

Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Du siger noget om månen. Sætninger. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Og dén himmel; det var en sindssyg nat.

Træerne. Her er natten allerede langt bag mig. Din krop? De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Glashænder. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Et brev. Der var noget som åbnede sig. Der var noget som gled med videre.

Blæste det virkeligt? Rifterne, rifterne. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. På en rude. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)

Som at skrive i koder. Regnvejrsmeteor. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Et brev.Et brev. Et brev. Et brev. Et brev.

De yderste kyster, en grøn sten.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Det er bare. Rød. Ved den kyst, havets langsommelighed. Fuglene hang på den blå, blå himmel.