Sidst, i morges. Muren omkring ordene. At dette andet. Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer. Vi i det glitrende.

Stjernekontinent. Sådan er det. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Sætningerne er filtrede tråde. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Vi har gardiner.

Det er bare. Jeg tror, du havde glemt den der. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Hvirvlende, stirrende, syngende.

Sådan svarede du. Ved den kyst, havets langsommelighed. Havde du kysset en anden?

Og vi vågnede. Provinsen og gågadens sange. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Dit navn var alt jeg hørte.

Der var noget som gled med videre.

Når dine øjne. Brændte det friske løv virkeligt?

Et rum, et rum. Havde du kysset en anden? Intimiteten i skriften Den tredje er ude. Det dybeste af alt er huden? Du siger noget. Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden?

Stod imod, men skrev: intet.

Vi sad alene i natten. Der var noget som. Et wack rum, et rum for stars. Jeg, den skrøbelige sandhed. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Det var ikke skovene. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Vi har øjne.

At forvandle dette rum til et andet.

Som nu i morges: Jeg, den skrøbelige sandhed. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Vi har de samme øjne. Var jeg?

Vi er det sarte, de stille. Jeg tegnede din hud på alting. De vigtigste.

Vi bliver verden. Der var en morgen, et stykke af himlen.

Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! Blå. Jeg tegnede din hud på alting. Den tredje er ude. Har vi øjne? Og en anden dag:

Jeg lyttede til dit hjerte. Du må ikke forsvinde. At dette andet. Du kan være.

Du siger noget om solen.

Jeg sad alene i solen. Sætningerne er et hav. Lysene lyste. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Solens sind. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Det gør ikke noget. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste.

Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.