At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Det her er en leg. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Sammen lå vi og kortlagde: Jeg var i din krop, og du?

Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Det er hvert eneste streetview fyldt op af vores arme og ben. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Afsavn. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Et udadvendt rum, et favnende rum. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

Månens sind. I dagen var en nær stemme næsten vågen.

Jeg ryster en tilfældig bog. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Stofferne. Og dén himmel; det var en sindssyg nat.

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Er du på den anden side af havet? At tale var blevet uoverskueligt.

Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Er du på den anden side?

Jeg forsvinder ikke. At forvandle dette rum til et andet. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Alting ligger bag alting.

I hver dag lå postkassen ensom og stille. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Ok, svarede du. Ude ved fabrikkerne. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Dine diamanter lyser i min mund. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo.