Rifterne. Bøgerne var de eneste.

Er du på den anden side? Mine gadgets er hvide som dine knogler. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Når du siger mit navn, svarer min krop. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

Tingene tøver. Er det? I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Der i kroppen. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Sådan. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Sandet var forsvundet. Vi, gamle tanker om stilheden. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

I læberne og i huden. Jeg, jeg. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?” Ved en sten: Var der virkelig ild et sted? I bussen skrev jeg en sms til dig.

Glashænder. Dine læber, dine læber, dine læber.

Sidst, i morges. Muren omkring ordene. At dette andet. Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer. Vi i det glitrende.

Stjernekontinent. Sådan er det. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Sætningerne er filtrede tråde. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Vi har gardiner.

Det er bare. Jeg tror, du havde glemt den der. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Hvirvlende, stirrende, syngende.

Sådan svarede du. Ved den kyst, havets langsommelighed. Havde du kysset en anden?

Og vi vågnede. Provinsen og gågadens sange. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Dit navn var alt jeg hørte.

Der var noget som gled med videre.

Når dine øjne. Brændte det friske løv virkeligt?

Et rum, et rum. Havde du kysset en anden? Intimiteten i skriften Den tredje er ude. Det dybeste af alt er huden? Du siger noget. Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden?

Stod imod, men skrev: intet.

Vi sad alene i natten. Der var noget som. Et wack rum, et rum for stars. Jeg, den skrøbelige sandhed. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Det var ikke skovene. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Vi har øjne.

At forvandle dette rum til et andet.

Som nu i morges: Jeg, den skrøbelige sandhed. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Vi har de samme øjne. Var jeg?

Vi er det sarte, de stille. Jeg tegnede din hud på alting. De vigtigste.

Vi bliver verden. Der var en morgen, et stykke af himlen.