Kan jeg være i dette landskab? Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Var jeg? Det var ikke markerne jeg kom fra. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Nu er der en uro i kroppen. Var det skovene du kom fra? Skriv mig ind i dine læber. Jeg var din krop. Alene? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Nu er der en uro i kroppen. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Ikke glemme. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Whatever; nat efter nat. Som at skrive i nye aviser. Vi sad alene i natten. Kalken. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir!

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Dette langsomme blik imod stenene. Når du siger mit navn, svarer min krop. Er du på den anden side? Jeg sejlede mellem dine læber.Jeg sejlede mellem dine læber. Jeg sejlede mellem dine læber. Jeg sejlede mellem dine læber. Jeg sejlede mellem dine læber.