Hvilke krystaller lyste i dine ord?

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Regnvejrsmeteor. Jeg læste dine linjer Bøgerne varslede en kommende tid. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Nordlysets sitren i din stemme.Nordlysets sitren i din stemme. Nordlysets sitren i din stemme. Nordlysets sitren i din stemme. Du siger noget om månen. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Du siger noget om månen.

Fugle flakser i diodenattens klirren.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Her er natten allerede langt bag mig.Her er natten allerede langt bag mig. Her er natten allerede langt bag mig. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Under lillahimlens hvælv. Taster en sætning i mørket, i lyset. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.

Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden?

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Noter. Beskrivelser. Farvede ordene milde. Muren omkring ordene.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Når du siger mit navn, svarer min krop. Om andre byer, andre verdener. Blæste det virkeligt?

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. I bussen skrev jeg en sms til dig. Ilden. Noter. Beskrivelser.

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Stod imod, men gjorde intet. Nu er der en uro i kroppen. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Odense, Esbjerg, Roskilde. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.