I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Ude ved fabrikkerne. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje.

Når vores kroppe er hinanden. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Og vi vågnede. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Pludselig faldt dine drømme. Du kom fra? Jeg ville dig. Savn. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Uden grund. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Du siger noget. Et brev. Når du rør mig er vi hinanden.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Dine øjne. Var jeg stille? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Mine linjer kommer igen. Du skrev et sår i min fremtid. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Nu skriver jeg igen på det stille. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Uforståelige sætninger at klæde sig i At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Et brev. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Noter. Beskrivelser. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Muren omkring ordene.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg skrev intet ned i den periode. Sådan svarede du. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Sandet.