Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Notesbog. Beskydning.

Brev i april. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Et brev. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Diamanterne. Kullet.Kullet. Kullet. Kullet. Kullet.

I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet. Oplæsning for intetheden. Dagene. Ugerne. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Derinde bag bjergene.

Dette langsomme blik imod stenene. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg læste dine linjer

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Sætningerne er. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Der hang figner henover udsigten. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Mine linjer kommer igen.

Senere i vores linje. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Hvad skulle glemmes? Stod imod, men gjorde intet. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.