Diamantafkast. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? For hvert lag af betydning i stenene.

Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg elsker at se dig. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Om andre byer, andre verdener. Ring til mig uden grund.

Vidste du det?

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Du, du. Var det skovene du kom fra?

Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Stod imod, men skrev: intet. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. I bussen skrev jeg en sms til dig. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Der i kroppen. Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg er på den anden side af havet. Et brev. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Dansende, legende, lyttende. Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog.

Regnvejrsmeteor. Men mit sprog er et landskab. Jeg skriver dagen igang, stille. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Indimellem sagde du nogle ord. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Kan jeg være i dette landskab? Dine øjne. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Af alt det skyggende, matte, reflekterende.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Der falder binære sansninger ud af min mund. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Jeg tænker smukke øjne. Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb). Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Et brev. Var der virkelig ild et sted? Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Stod imod, men skrev: intet. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Det er bare.