Derinde bag bjergene. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Bøgerne varslede en kommende tid. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg er på den anden side af havet.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Ord. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Bag træerne. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys.

Hvad vil disse knuste sætninger? I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Når du siger mit navn, svarer min krop.

Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Lyset i ørknen i udsigten.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt.

Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Landet smuldrer, smuldrer. Under den blå, blå himmel. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Månens sind. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Gennem hullet i hegnet. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Derinde bag bjergene. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Derinde bag skoven.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg tror, du havde glemt den der.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?