Jeg hader at vågne og se dig vågne.

Et brev. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt.

Skriv mig ind i dine læber. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. I hver nat gled rester af betydning med dig videre.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Jeg læste dine linjer Dansende, legende, lyttende. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. At tale var blevet uoverskueligt.

I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Ilden. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på.