Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Her er natten allerede et stort show. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Der var noget som. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Nætterne. Ugerne. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Du må ikke.

Du siger noget om månen.

Dette langsomme blik imod stenene. Kalken. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Gennem hullet i muren. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Hvad skulle glemmes? Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Ord. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Rifterne, rifterne. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav.

På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys.På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys.

Det gør noget. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Solens sind. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Under lillahimlens hvælv. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den.

Jeg er lost i en borderlinenat.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

Et wack rum, et rum for stars. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Dagene alene på landet.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Et udadvendt rum, et favnende rum. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Som nu i morges: Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.