I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Du siger noget om månen. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.

Stille? Træerne. Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Du må ikke forsvinde. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Jeg læste dine linjer Der løber ord ud af min hud. Var det bare regnen?

Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Hvad skulle glemmes? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Intimiteten i skriften Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen.

Solstorm. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Gennem hullet i hegnet. Hvad tæller du til? Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Jeg ved vi forsvandt. Var du nattens fortvivlede stilhed? Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Intet glemmes.Intet glemmes. Intet glemmes. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Sætningerne er et hav. Provinsen og gågadens sange.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Er du på den anden side af havet? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Et wack rum, et rum for stars.

Dine sætninger. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Sad jeg alene? Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.