Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Notesbog. Beskydning.

Brev i april. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Et brev. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Diamanterne. Kullet.Kullet. Kullet. Kullet. Kullet.

I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet. Oplæsning for intetheden. Dagene. Ugerne. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Derinde bag bjergene.

Dette langsomme blik imod stenene. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg læste dine linjer

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Sætningerne er. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Der hang figner henover udsigten. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Mine linjer kommer igen.

Senere i vores linje. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Hvad skulle glemmes? Stod imod, men gjorde intet. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Rifterne. Bøgerne var de eneste.

Er du på den anden side? Mine gadgets er hvide som dine knogler. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Når du siger mit navn, svarer min krop. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

Tingene tøver. Er det? I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Der i kroppen. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Sådan. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Sandet var forsvundet. Vi, gamle tanker om stilheden. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

I læberne og i huden. Jeg, jeg. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?” Ved en sten: Var der virkelig ild et sted? I bussen skrev jeg en sms til dig.

Glashænder. Dine læber, dine læber, dine læber.