Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Hvilken nat fulgte efter natten? Stationsbygningen, samtalerne derinde. Er du på den anden side af havet? Der var intet som skulle glemmes. Det var ikke skovene jeg kom fra. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Men noget blev i de tomme haller. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Muren omkring ordene. Lå vi.

Ikke var muligt at komme derud. Der var noget som gled med videre. I bussen skrev jeg en sms til dig. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Men mit sprog er ikke fjendtligt. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg har skrevet et kort til dig. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Og en anden nat:

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Nordlyset tøver i vores stemmer. Vidste du?

At forvandle dette rum til et andet. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Hvirvlende, stirrende, syngende. Mine linjer kommer igen. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.