Jeg er lost i en borderlinenat. Skyen skjulte noget for fuglene. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Når min krop. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Har vi de samme øjne? Vores. Din krop? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Det var ikke markerne.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Søge ly i den flod. Det generte i skriften.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Da jeg vågnede, var jeg sikker:Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker: På en. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

Et brev. Men noget blev i de tomme haller. Intimiteten, skriften.Intimiteten, skriften. Intimiteten, skriften. Intimiteten, skriften. Jeg er på den anden side af havet. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Sådan er det.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb). Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear.

Stolen jeg sad på knirkede i natten. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Zeitgeist. Shit. Show. Da jeg vågnede, var jeg sikker: I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Det dybeste af alt er huden? Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Havde du kysset en anden? En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Nu skriver jeg igen på det stille. Rundt på tingene.

Der åbnede sig. Et sted er der en.

Kan jeg skrive? Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Er du på den anden side?

Du siger noget om solen. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

…brb… Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Muren omkring ordene. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Et. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?