På en mur. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Der er en som dresser up til dans. Udsigten var håbfuld. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Skoven forvandler sig til lysning og vand. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo!

Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Du flasher dine moves i den lysende nat. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Verden og dens lytten til sig selv. Der løber ord ud af min hud. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Sandet. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Og ord, og ord, og. Afsavn. Vi har øjne.Vi har øjne. Vi har øjne. Vi har øjne. Vi har øjne.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

For hvert lag af betydning i stenene. Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Forsvinder ikke. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Mail i november.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Blæste det virkeligt?

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Ordene, små toppe af skum.

Det handler om overfladen. Du kan være i dette landskab. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Min ene pen er rød og den anden sort.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Vi, med det stille. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.

Ordene flår i det inderste. Sandstorm. Intet, jeg modtog intet. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.