Jeg forsvandt. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Der åbnede sig. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Træk mig helt ned. I et efterår ville jeg være flov.

Min ene pen er rød og den anden sort.

Ordene, små toppe af skum. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne.

Derinde bag ordene. Hvilken dag fulgte efter dagen? Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Der hang figner henover udsigten. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Ormene i det stille sand og nede i jorden.

Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.

Var det bare regnen? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Ikke den flod. Ordene flår i det inderste.

Øjne af regn fra det travle. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Sætningerne er et hav.

Et hav. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg hviskede ind i din drøm.Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg hviskede ind i din drøm. Det er vinden gennem sivene.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Det er wack! Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Dagene. Ugerne. Vennerne. En flamme slog op af min hals. Muren omkring ordene. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Og ord, og ord, og. Uforståelige sætninger. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Markerne, du? Du trak mig med til de yderste bjerge. Bag træerne.