Jeg forsvandt. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Der åbnede sig. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Træk mig helt ned. I et efterår ville jeg være flov.