Bøgerne var de eneste. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Sandet. Det er bare. Jeg skriver dagen igang, stille.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Når min krop. Vågnede. Som at lade tungen føle, slynge, smage. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Hvem var det, der skrev: Var der virkelig ild et sted? Bøgerne hvilede omkring kaffen. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Stolen jeg sad på knirkede i natten. Det gør ikke noget.

Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Af alt det lysende, reflekterende, matte. Udsigten var håbløs. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne. Gennem hullet i hegnet. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille).

Rifterne. Bare mørket. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Intet glemmes. Ikke. I læberne og i huden.

Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Du siger noget om månen. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid.

Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Vi, gamle tanker om stilheden. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Du må ikke forsvinde.

Kan jeg være i dette landskab? Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Var jeg? Det var ikke markerne jeg kom fra. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Nu er der en uro i kroppen. Var det skovene du kom fra? Skriv mig ind i dine læber. Jeg var din krop. Alene? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.