Du må forsvinde. I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Den sindssyge himmel. Oppe på bakken. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Det er wack! Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Har vi de samme øjne? Intimiteten i skriften Om andre lande, andre folk. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Vi, gamle tanker om stilheden. Stolen vipper. Tidligere: at følge dig blik. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning.

Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Trak jeg de yderste bjerge? Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. Sætningen løb videre igennem kæben. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Ude ved fabrikkerne. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. På en skærm. Jeg skriver natten i gang, stille. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt.

Vi, vi. Du siger noget om månen.

Var det bare regnen? Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Hvad med den himmel?

Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg læste glitrende blade. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg sad alene i solen. Udsigten var en fuck-up-store. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Sådan her sejlede mine nætter.

Jeg går bare og venter på den milde måne. Jeg forsvinder. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Der var intet. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.