Et wack rum, et rum for stars. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys.

Nætterne. Ugerne. Farvede lidt sort i din ørken. Alene?

Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Og vi vågnede. At forvandle dette rum til et andet.

Sandet. Muren omkring ordene. Og en anden nat: Hvor vil det ødelagte sprog hen? millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Du siger noget om solen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Jeg ville dig. På et stort stykke hvidt papir. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Lyskrydset. Dagene. Ugerne. Vennerne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

En regning. Der var noget som åbnede sig. Ordene, syrlige rifter af blod.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Dit navn i skyggerne.

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Jeg forsvandt. Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Ved den smuldrende beton.

Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. At tale var blevet uoverskueligt. Bag træerne. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Der var intet som skulle glemmes. Bag øjnene sidder en lampe og ser. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tageneKrukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Jeg ville dig. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I natten poppede samtalerne op.

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne.