Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Glashænder. Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Stod imod, men skrev: intet. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed.

Stenene og træernes sange. Brændte det friske løv virkeligt? Om andre byer, andre verdener. For hvert lag af betydning i stenene. Var disse linjer virkeligt virkelige? Uforståelige sætninger at klæde sig i Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

I den periode: udsigten, stilheden. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Provinsen og gågadens sange. Ilden. Jeg har skrevet et kort til dig.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Blå. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Blå.

Ordene, små toppe af skum.

Stationsbygningen, samtalerne derinde.

Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Sandet var forsvundet. I natten, en fjern stemme, søvn.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. I natten, i søvn. Sådan trak du de yderste bjerge.

Jeg ved vi forsvandt. I mørket, diamanter, dine øjne.

Vi er en samtale bag øjnene. Indimellem nogle ord. Hvad tæller du? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Er du havet? Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Under lillahimlens hvælv. Jeg går bare og venter på den milde måne. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Ude ved fabrikkerne. Skovene. Mine gadgets er hvide som dine knogler.

Skyggerne skyggede. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg skriver dagen igang, stille.