Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Zeitgeist. Shit. Show. Sætningerne er filtrede tråde. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?) Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende.

Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Derinde bag bjergene. For hvert lag af betydning i klipperne. Ikke var muligt at komme derind. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng.

Mine linjer kommer igen. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Hvad skulle glemmes? Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond!

Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Jeg var din krop. Hvad skulle glemmes? Vi er en samtale bag øjnene. Vi har gardiner.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Dagene. Ugerne. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol.

Når du ringer, hører jeg det ikke.

Byen. Brændte det friske løv virkeligt? Jeg er lost i en borderlinenat. Vidste du? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Hvilken dag fulgte efter dagen?

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Vi, vi. Under den grå, grå himmel. Vi har gardiner. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.

Tågen i skovene i udsigten. Du foldede dig ind i mine ord. Solens sind. Mørket kaldte vi bare for mørket. Når jeg ser dig.

I hvert sitefeed gror dine sætninger. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Rød. Brændte det friske løv virkeligt?

Farverne. For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Har vi de samme øjne? Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Nætterne. Ugerne.