Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Sætningen løb videre igennem kæben. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Hvem var det, der skrev: På en. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Giver det mening? Du ville sige noget, du tav.

Nu er der en uro i kroppen. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Mod de yderste bjerge.

På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Og dén himmel; det var en sindssyg nat.

Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol).

Som nu i morges: Et genert, et intimt rum.

Hvad tæller du til? Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg var nøgen i de dage. Dette tilfælde: At forvandle dette rum til et andet. Jeg sejlede mellem dine læber. Du siger noget om solen.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Hvad vil disse knuste sætninger?

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

På et stort stykke hvidt papir. Dit navn var alt jeg hørte.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Et genert rum, et intimt rum. Hvad skal vi med den voldsomme?

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Mening?

Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Gennem hullet i muren. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Solens pind. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Solens sind.

De matte hemmeligheder inde i træet.

At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Du foldede dig ind i mine ord. Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.