I hver dag gled rester af betydning med mig videre Der var en morgen, et stykke af himlen. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Min skrift er farvet af sig selv. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Der hang figner henover udsigten. Noter. Beskrivelser. Intimiteten i skriften På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Bagefter sad jeg i timer og læste. At forvandle dette rum.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Solstorm. Og en anden dag: Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Gennem hullet i min hjerne. Byen. Jeg sad alene i solen. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg ryster en tilfældig bog.

Fugle flakser i diodenattens klirren. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Der hang en nice frugt og dinglede.

De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Diamantafkast. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvor længe havde du drevet i vinden? Afsavn. Udsagn.

Sætningerne er et hav.

Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Om andre byer, andre verdener. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. En uro i kroppen.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.