Det ,der hænger. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Din krop? Du siger noget.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. At forvandle dette rum. Skriv i dine læber. Dagene. Ugerne. Vennerne. Lå vi. Der var noget som åbnede sig. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Sandet. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg forsvinder ikke. Afsavn. Udsagn. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Byen. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Intet glemmes. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Ikke glemme floderne i ørerne. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Oppe på bakken.Oppe på bakken. Oppe på bakken. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje.

Skriv i dine læber. Jeg var din krop.

Hvad tæller du til? Jeg sejlede mellem dine læber. Kan jeg skrive sådan? Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Ikke søge ly. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

I dagen var en nær stemme næsten vågen. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Du siger noget om solen. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Ikke var nice i provinsen. Det dybeste af alt er huden? Skyen skjulte noget for fuglene.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg prøver at tegne dine sætninger. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.