Nu er der en uro i kroppen. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Jeg forsvandt. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Farverne. Dine ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Jeg forsvinder ikke. Du mod de kommende kyster. Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet.

Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Nu er der en uro i kroppen. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Jeg tegnede din hud på alting. Nu sejler jeg bare i version ..

Er du på den anden side af havet? Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Alting bag alting. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på.

Under lillahimlens hvælv. Det var ikke markerne jeg kom fra. For hvert lag af betydning i stenene. Ring til mig uden grund.

Det gør ikke noget. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Ikke søge ly i den flod. Det dybeste af alt er huden? Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Om andre byer, andre verdener.

Nu skriver jeg igen på det stille. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Ilden.

Ok, svarede du. At tale var blevet uoverskueligt. Solstorm. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Min ene pen er rød og den anden sort.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

Du. I bussen skrev jeg en sms til dig. Du, solen. Stod imod, men gjorde intet. Jeg, ikke dig. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Var det markerne? Hvorfor de yderste? Men mit sprog er ikke fjendtligt. Du. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Vigtigste. Ord. Muren omkring ordene.

I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl.

Mørket kaldte vi mørket. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg var i din krop, og du? Solstorm. Ikke glemme floderne i ørerne.

Hvor længe havde du drevet i vinden? I natten, en fjern stemme, søvn.