Vi, vi. Du siger noget om månen.

Var det bare regnen? Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Hvad med den himmel?

Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg læste glitrende blade. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg sad alene i solen. Udsigten var en fuck-up-store. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Sådan her sejlede mine nætter.

Jeg går bare og venter på den milde måne. Jeg forsvinder. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Der var intet. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.

Bøgerne var de eneste. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Sandet. Det er bare. Jeg skriver dagen igang, stille.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Når min krop. Vågnede. Som at lade tungen føle, slynge, smage. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Hvem var det, der skrev: Var der virkelig ild et sted? Bøgerne hvilede omkring kaffen. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Stolen jeg sad på knirkede i natten. Det gør ikke noget.

Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Af alt det lysende, reflekterende, matte. Udsigten var håbløs. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne. Gennem hullet i hegnet. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille).

Rifterne. Bare mørket. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Intet glemmes. Ikke. I læberne og i huden.

Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Du siger noget om månen. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid.