Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Dit navn i skyggerne.

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Jeg forsvandt. Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Ved den smuldrende beton.

Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. At tale var blevet uoverskueligt. Bag træerne. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Der var intet som skulle glemmes. Bag øjnene sidder en lampe og ser. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tageneKrukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Jeg ville dig. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I natten poppede samtalerne op.

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne.

Du må forsvinde. I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Den sindssyge himmel. Oppe på bakken. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Det er wack! Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Har vi de samme øjne? Intimiteten i skriften Om andre lande, andre folk. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Vi, gamle tanker om stilheden. Stolen vipper. Tidligere: at følge dig blik. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning.

Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Trak jeg de yderste bjerge? Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. Sætningen løb videre igennem kæben. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Ude ved fabrikkerne. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. På en skærm. Jeg skriver natten i gang, stille. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt.