Jeg forsvinder. Ikke den flod. Som nu i morges: Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Et rum, et rum.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Hvad? Du, dine øjne. Jeg ser dig, ser dig, ikke. Ikke glemme.

Sammen lå vi og kortlagde: Jeg i dit hjerte. Var det markerne? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Stille?

Sådan svarede du. Hvad? Vi er det sarte, de stille. Jeg, tøvende.

Når du siger mit navn, svarer min krop. I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Et brev. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Vidste du det?

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.