Det er bare. Farvede ordene milde. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg var i din krop, og du? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Dagene. Ugerne. Vennerne. Du må ikke forsvinde.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. At tale var blevet uoverskueligt. Hvem var det, der skrev: Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sætningerne er et hav.