Jeg læste dine linjer I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Du må forsvinde. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Var det skovene?

Du trak mig med til de yderste bjerge. Sad jeg alene? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. At tale var blevet uoverskueligt. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Et. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. De vigtigste. Dine diamanter lyser i min mund. Månens sind. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Savn. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Dine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg, den skrøbelige sandhed.

Nu er der en uro i kroppen.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Rød. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Månens sind.

At lytte gav ikke længere mening.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. Du ville sige noget, du tav. Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo! Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Og vi vågnede. Afsavn. Udsagn. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Det var før du kunne forsvinde.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.