Havde du fundet en grøn sten? Jeg prøver at tegne dine sætninger. Jeg elsker at se dig. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Om andre byer, andre verdener.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Hvad tæller du til? Når du siger mit navn, svarer min krop. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. I hver nat gled rester af betydning med dig videre.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Du kan være i dette landskab. Hvorfor de yderste? Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Grå.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Dagene. Ugerne.

Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Farvede et sår i dit første ord. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Jeg skriver dagen igang, stille. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Afsavn. Udsagn.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Uforståelige sætninger at klæde sig i Jeg har skrevet et kort til dig. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Jeg læste dine linjer På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant