Sætningerne er et hav. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Et sted, forsigtigt. Jeg forsvinder ikke. Jeg har dig. På et stort stykke hvidt papir. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Du siger noget om månen. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg har skrevet et kort til dig. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Jeg ville gerne give dig mine. Ikke søge ly. Vidste du? Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Jeg, jeg. Søge ly.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Et genert rum, et intimt rum. Dine diamanter lyser i min mund. Derinde bag skoven. Dagen på vores øjne. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.

Din krop? Landskab? Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Dette hurtige blik imod vandet. Hvad tæller du til? Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Lysene lyste. Ikke glemme floderne i ørerne.

Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Jeg sejlede omkring på alt. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg forsvinder ikke. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Det handler om. Provinsen og gågadens sange.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Det her er en leg. Sætningerne er et hav. Gennem hullet i min hjerne. Ordene, syrlige rifter af blod. Den sindssyge himmel.