Det var ikke skovene jeg kom fra. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Lysene lyste. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Jeg ryster en tilfældig bog. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Stod imod, men skrev: intet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Derude i tomme haller. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Bagefter sad jeg i timer og læste. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Solstorm.

Jeg var nøgen i de dage. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Alting ligger bag alting. Du, solen.Du, solen. Jeg har skrevet et kort.

Vi har de samme øjne. Og vi vågnede. I et efterår ville jeg være flov. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Har vi de samme øjne?

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Din kjole går op i øst og ned i vest. Derinde bag ordene.

Den afklarede himmel. Dine diamanter lyser i min mund. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Bag diamanterne. Oppe på bakken. Udsigten var håbløs.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Luften og jordens sange. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. I hvert sitefeed gror dine sætninger.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Du siger noget om solen. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Taster en sætning i mørket, i lyset.