Du flasher dine moves i den lysende nat. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Den sindssyge himmel. Alene? De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

At lytte gav ikke længere mening. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Sådan her sejlede mine nætter.

Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. Et genert rum, et intimt rum. Jeg skriver dagen igang, stille.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Stjernekontinent. Ilden. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Forsvinder ikke. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Stolen vipper. Hvad vil disse knuste sætninger?

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Jeg skriver dagen igang, stille.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Vi har hverken gardiner eller travlt.

Sandøjne. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. I læberne i huden. Når du siger mit navn, svarer min krop. Hvad skulle glemmes? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Her er dagen allerede langt foran mig.

Udsigten var håbløs. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på.Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?