Og ord, og ord, og. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Dette langsomme blik imod stenene. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Sådan er det. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Jeg er på den anden side af havet. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Solens sind. Vi, øjne. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Bøgerne hvilede omkring kaffen. De bløde bakker udenfor byen. Verden og dens lytten til sig selv. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Om andre lande, andre folk.

Jeg var nøgen. Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Kan skriften være genert? Du mod de kommende kyster.

Jeg og dit hjerte. Glashænder. Noter. Beskrivelser. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Dagen på vores øjne. Bagefter sad jeg i timer og læste. Du trak de yderste bjerge. Noter. Beskrivelser.

Derude i tomme haller. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg ville dig.

En nat faldt giraffer ud af drømme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi, de uddøde arter. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.