Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg skriver dagen igang, stille. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg skrev mig vild i de dage. At tale var blevet uoverskueligt. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Ikke var muligt at komme derind.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Træerne. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Intimiteten i skriften. Hvad skulle glemmes? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Der var intet som skulle glemmes.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Har vi de samme øjne? Du må ikke forsvinde.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Over murbrokkerne. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Sådan er det. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Afsavn. Udsagn. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Et genert rum, et intimt rum. Rifterne. Og vi vågnede. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg var i din krop, og du? Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Hvad skal vi med den voldsomme? Jeg sejlede omkring på alt. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Og vi vågnede. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Diamanterne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Solstorm. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. At tale var blevet uoverskueligt. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Et brev. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Vidste du det? Du må ikke. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Ikke søge ly. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.