I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Blå.

Kan jeg være i dette landskab? Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Det gør ikke noget. Intet, jeg modtog intet. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Muren omkring ordene. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

I læberne og i huden. Var disse linjer virkeligt virkelige? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Kan jeg skrive sådan? I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg forsvinder ikke. Jeg var nøgen i de dage. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Tågen i skovene i udsigten. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Det gør ikke noget. Det gør ikke noget.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Var der virkelig ild et sted? Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Grå.

Dine sætninger. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Vi har hverken gardiner eller travlt. Kan jeg skrive sådan?

Muren omkring ordene. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg var i din krop, og du? Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

At forvandle dette rum til et andet.